Louis Poulsen introducerer nye nuancer til populær portable lampe fra Verner Panton.
Panthella-lampen er en af de smukkeste transportable lamper, som findes, og den kommer nu i de nye farver Pale Rose, Coral og Pale Blue. De tre nye varianter er alle i metal.
Som altid med Panthella-lampen byder denne variant også på det blændfrie, bløde og behageligt lys, som du kender – og på grund af metalskærmen reflekterer den lille Panthella lyset nedad, som sikrer en god lyssøjle til omgivelserne og indretningen, der understøttes af den hvidlakerede inderskærm og den trompetformede fod, som yderligere hjælper lampen give et behageligt lys omkring sig.
Lyset kommer af en indbygget LED lyskilde på 2700 kelvin og 230 lumen, hvilket svarer til det lys, man typisk kender fra glødepærer. Foruden selve lyset har Panthella også en hvid lysindikator på foden, der lyser når du oplader de 3 x AA NiHM genopladelige og udskiftelige batterier gennem det medfølgende USB-kabel på halvanden meter eller gennem en trådløs QI-oplader.
Ved fuld lysstyrke holder den lille portable lampe strøm i fem timer – men du kan også dæmpe lampen trinvist ved at røre lampens top. Med et kort tryk kan du skifte mellem 0%, 10%, 33% og 100% lysstyrke, og med et langt tryk kan du slukke helt for lampen.
Verner Panton tegnede den oprindelige Panthella bordlampe i 1971, og det er den oprindelige form, som Louis Poulsen har nedskaleret for at skabe portable-varianten – derfor har portable-varianten det samme smukke organiske udtryk, som Verner Panton udformede i 70’erne.
Se de nye nuancer og de øvrige Panthella lamper her!